<< Tilbage

Sund Fornuft - Gå Din Vej (Exfyr Og Flamme Part 2)

“Der var engang et eventyr. Det handlede om os…”

At spille sikkert spil er det noget af det jeg allerhelst ikke vil
Til dem der aldrig er sårbare og altid i forsvar
Prop det samme vej som en stikpille, jeg forhøjer indsatsen
Hvis man er forsigtig er det sikkert man ikke vil vinde matchen
Derfor lader jeg mit nederlags logbog udstille
Det skal nok gå om Gud vil, og det vil han, han tillader ikke stilstand
Højst en stille stund, der hvor jeg forstår du ikke ville ondt
Men skytsenglen blev enke på et enkelt sekund
Det stikker stadig ordret når jeg kigger på dit portræt
I guldrammen og tænker på alle de ting vi skulle sammen
For første gang ku’ jeg se det blive ved for evigt
Og vores livslinier mødtes i fantasien i zenith
I dans, men selv den sjette sans kan svigte
Og selv det smukkeste ansigt
Er der en hage ved, men jeg mærker troen jeg skal finde
Og lærer min svaghed at kende, derfor er jeg stærkere end nogensinde

Omkvæd:
[Det bedste i verden er kærlighed
Det værste i verden er at være lige ved
Men gå din vej, du kan ikke andet
Vi står aldrig stille som luften, ilden og vandet]

“Men nu må det eventyr være forbi…”

Hvad der startede med ren kropslig fascination, grin og hygge
Endte med en komplet reformation af min psyke
Så forankring flyder men forandring fryder og må indrømme
At jeg bærer en bylt af skin og drømme, der er fyldt med en lind strøm
Af usikkerhed og rædsel for uret der tikker ned
Mod den endelige deadline, dødens punktum er ikke et let tegn
At skulle sætte i sin egen beretnings næste sætning
Men hvert åndedræt er et komma, det kommer, det kommer…
Vi sejler op ad åen, savler ned ad hagen, det kommer, det kommer…
Og lever på lånt tid og leverpostej
Lad os omsider komme videre, vi ‘for altid forbundet
Ingen har tabt, ingen har vundet, for intet er forsvundet
Der er stadig lige meget kærlighed mellem natten og dagen
Mellem bladet og morgenduggen, mellem overfrakken og knagen
Mellem himmel og jord, mellem molekyler og atomer
Jeg forstår dig, tro mig

[omkvæd]

“Vi forstod med ét at de lykkelige slavers tid er forbi”

Jeg taber mund og mæle, jeg er kun en krop, jeg er kun en sjæl
Jeg ta’r ind og lader det bundfælde
Du ved ikke hvad du startede, men det vil bli’ ved
Masken faldt og viste svaghed, men bagved svaghed er frihed
Fremtid har mig skræmt fra vid og sans og skidebange
Men hellere fri frygt at end leve trygt i bidetangen
Du var min muse og min fælle så jeg kan ikke klappe i
Vi nåede nye højder når vi foldede os ud som en trappestige
Kalder dig ømskindet min drømmekvinde for da jeg endelig vågnede
Var du væk, det vækkede mig, du slog op så lyset ku’ slå ned
Jeg lå ned, nu står jeg op og si’r godmorgen til daggryet
For mørket er aflyst!

[omkvæd]

Besøg Per V's Hjemmeside